Nogle år sætter hele friskolen et teaterstykke op. Her bliver alle en betydningsfuld brik i puslespillet. Ord som medbestemmelse, glæde, ansvar, ja-hat, tillid, fra tanke til handling, Grundtvigs tanker, italesætte det gode, skole er ikke nødvendigvis sjovt, fordybelse, visioner og tryghed dukkede op i vore hoveder inden start, og sammen skulle idéen realiseres.
Det er altid med en vis portion ærefrygt og sommerfugle i maven at tilgå en sådan opgave, men når alle er i gang, og vi mærker, at alle arbejder med på bedste vis, er det helt fantastisk. Kulminationen til forestillingerne, Balle-ånden, som er så svær at definere, kan man bare mærke her, hvor jeg bli’r til os – hvor vi bliver til Balle.
Med stor taknemmelighed vil denne uge sætte spor i både små og store. Hvor er vi heldige, at vi har sådanne muligheder på vores friskole.