FØRSKOLE

FØRSKOLE

På Balle er der både en børnehave og en førskolegruppe.

FØRSKOLEGRUPPEN MIDGÅRD
Midgård er navnet på førskolegruppen på Balle Friskole.

Børnenes personlige udvikling 
I førskolen er der i dagligdagen fokus på børnenes personlige, sociale og sproglige kompetencer, samt mål for læring og udvikling. Det er en vision i førskolearbejdet, at hvert enkelt barn integreres socialt i gruppen og føler sig som en vigtig del af fællesskabet, hvor barnet kan knytte venskaber og skabe gode relationer.

Sociale aspekter
I gruppen vil vi øve os på at vente på tur, lære at lytte, respektere hinandens grænser, række hånden op, modtage en kollektiv besked, blive selvhjulpne i praktiske ting og give hinanden plads.  

Forberedelse til skolen
Sidst i forløbet inkluderes gruppen i nogle af skolens daglige rutiner, dette i et forsøg på at gøre børnene fortrolige med skolens kultur og dagligdag. Fra 1. maj vil børnene deltage i Friskolens morgensang, besøge 0. klasse og omvendt vil kommende klasselærer også deltage i Midgårds aktiviteter.

Forældre er medspillere
Vi har en tæt dialog med forældrene til vores førskolebørn. Det er en målsætning, at både forældre og børn skal have en god og tryg start på skolelivet. Vi vil opfordre alle til at vægte den daglige dialog om barnets hverdag derhjemme mm. for, at vi dermed kan styrke det fælles arbejde omkring barnets trivsel. Hver fredag udsendes et nyhedsbrev på intra således, at man som forældre har mulighed for at være en aktiv deltager i barnets førskolehverdag.

DAGENS GANG I MIDGAARD:

Morgen i Midgård
Børnene møder ind i Midgård – senest kl. 9.00. Der vil være en voksen i Midgård fra kl. 7.35. Hvis der er behov for tidligere aflevering, skal barnet afleveres i Børnehaven Solstrålen, hvor vi har morgenpasning fra kl. 6.15.  Fra den 1. maj er det ikke muligt at aflevere i tidsrummet kl. 8.20-8.35, da vi deltager i Friskolens morgensang i dette tidsrum.

Samling
Til samling kl. 9.00 vil vi gennemgå dagens program og synge en sang. Derefter vil vi kigge i kufferten, som er ”samlingspunktet”. I kufferten ligger der sanglege, ord som er relevante i forhold til månedens emne, billeder af ansigter med følelser (vred, ked af det, glad, koncentreret osv.), små fortællinger om overgang fra børnehave til skole, en god historie eller andre sjove ting. Børnene indgår aktivt i samlingen, hvor vi øver os i at lytte til hinanden, række hånden op, fortælle foran andre og blive en gruppe, som har en fælles oplevelse.

 
Scroll to Top